Vinterkonsulenterne har samlet viden og gode råd om vinterbyggeri i et opslagsværk, hvor der er lagt vægt på, hvordan de nødvendige overvejelser, valg og beslutninger indarbejdes i processen, og hvordan man med de rette foranstaltninger kan planlægge og gennemføre byggeriet uafhængig af vinteren.
Vinterbyggeri indebærer en mere rationel udnyttelse af samfundsressourcerne, en bedre udnyttelse af kapaciteten i bygge- og anlægssektoren og i følgeindustrierne, og ikke mindst kan det være med til at sikre medarbejderne i sektoren stabilt arbejde og indkomst.
Hvis kvaliteten og økonomien i vinterbyggeriet skal være konkurrencedygtig med sommerbyggeriet, stiller det store krav til aktørernes evne til planlægning og samarbejde og ikke mindst til deres viden om, hvornår og hvordan vinterforanstaltninger skal gennemføres.
Håndbog i vinterbyggeri samler eksisterende viden om vinterbyggeri og er målrettet byggepladsens folk. Fokus er på ”best practice” og i mindre grad på jura og betalingsforhold. Tanken er, at den skal forefindes i enhver dansk skurvogn, og at den vil indgå i efteruddannelsen af specialarbejdere, håndværkere, teknikere, ingeniører og arkitekter.
Håndbogen kan købes hos Erhvervsskolernes Forlag




